SELSKABSLEDELSE
Lovpligtig redegørelse for virksomhedsledelse for regnskabsåret 2021 jf. årsregnskabslovens §107b.
KONTROL OG RISIKOSTYRINGSSYSTEMER I FORBINDELSE MED REGNSKABSAFLÆGGELSE
Bestyrelsen/revisionskomitéen og direktionen har det overordnede ansvar for interne kontroller og risikostyring i forbindelse med regnskabsaflæggelsen, herunder overholdelse af relevant lovgivning og anden regnskabsregulering i relation til regnskabsaflæggelsen.
SBS har etableret interne kontrol- og risikostyringssystemer for at sikre, at regnskabsaflæggelsen sker i henhold til IFRS og anden regulering gældende for børsnoterede danske selskaber. Ligeledes skal systemerne øge sikkerheden for, at den interne og eksterne finansielle rapportering giver et retvisende billede uden væsentlig fejlinformation.
Bestyrelsen/revisionskomitéen overvåger løbende kontrol- og risikostyringssystemerne. I den forbindelse vurderes løbende de risici, som kan have betydning for regnskabsaflæggelsen. Risikovurderingen tager sit udgangspunkt i de væsentligste regnskabsposter samt andre forretningskritiske områder. Der foretages løbende kontrolaktiviteter med det formål at fastslå de væsentligste risici.
KONTROLMILJØ
Bestyrelsen vurderer løbende organisationsstruktur og bemanding på væsentlige områder, herunder inden for områder i forbindelse med regnskabsaflæggelsesprocessen.
Bestyrelsen og direktionen fastlægger og godkender overordnede politikker, procedurer og kontroller på væsentlige områder i forbindelse med regnskabsaflæggelsesprocessen, herunder en rapporteringsmanual, en IT-strategi og IT-sikkerhedspolitik. Grundlaget herfor er en klar organisationsstruktur, klare rapporteringslinjer, autorisations- og attestationsprocedurer samt personadskillelse, tilpasset til SBS’ aktuelle situation.
Bestyrelsen vurderer årligt behovet for at etablere en intern revision. Med baggrund i selskabets beskedne størrelse og manglende kompleksitet har bestyrelsen ikke fundet grundlag for at etablere en intern revision. I stedet varetages en del af de opgaver, der naturligt henføres under en intern revision, af en controllerfunktion i samarbejde med den eksterne revision. Controllerfunktion udfører kontrol af den finansielle rapportering og rapporterer løbende herom til bestyrelsen og direktionen.
RISIKOVURDERING
Bestyrelsen og direktionen foretager årligt en overordnet vurdering af risici i forbindelse med regnskabsaflæggelsesprocessen og fastlægger på det grundlag tiltag for styre, reducere eller eliminere risici. Som led i risikovurderingen tager bestyrelsen og direktionen stilling til risikoen for besvigelser og til de foranstaltninger, der skal tages for at reducere eller eliminere disse risici. De væsentligste risici er beskrevet i ledelsesberetningen i årsrapporten.
KONTROLAKTIVITETER
Kontrolaktiviteterne tager udgangspunkt i risikovurderingen. Målet med kontrolaktiviteterne er at sikre, at de vedtagne mål, politikker og procedurer m.v. efterleves, og - hvis dette ikke skulle ske - at opdage og rette eventuelle fejl, afvigelser, mangler og lignende. Kontrolaktiviteterne omfatter manuelle og fysiske kontroller, generelle IT-kontroller og automatiske applikationskontroller i de anvendte IT-systemer.
Der er etableret en formel rapporteringsproces, der omfatter månedsrapporter inkl. afvigelsesrapporter med kvartalsvis ajourførte skøn for året. Rapporteringen omfatter ud over resultatopgørelse tillige supplerende specifikationer og oplysninger i øvrigt.
ANBEFALINGER FOR GOD SELSKABSLEDELSE
SBS’ bestyrelse forholder sig løbende til "Anbefalinger for god selskabsledelse" fra Komiteen for god Selskabsledelse. Bestyrelsen udarbejder hvert år en redegørelse, der beskriver, hvordan SBS forholder sig til anbefalingerne. Redegørelsen ligger nederst på siden under https://www.sbs-group.dk/da-dk/investor/corporate-gov.
MANGFOLDIGHED
Bestyrelsen har, jfr. årsregnskabslovens § 99b, udarbejdet politik og måltal for det underrepræsenterede køn (kvinder) for at skabe grundlag for en mere ligelig fordeling af kønnene i SBS’ ledelsesniveauer. Bestyrelsen anerkender fordelene ved at have en bred sammensat ledelse på alle niveauer med hensyn til erfaring, specialviden, kultur og køn mv. Måltal og indsats afrapporteres i ledelsesberetningen i årsrapporten.
022: Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)
2021: Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)
2020: Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)
2019: Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)
2018: Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)
2017: Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)
2016: Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)
2015: Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)
2014: Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)
2013: Skema til redegørelse vedrørende anbefalingerne fra Komitéen for god Selskabsledelse (PDF)