STRATEGISK OPDATERING

2021 var et skelsættende år for Scandinavian Brake Systems (SBS). Med gode salg af begge vores  datterselskaber, SBS Friction og SBS Automotive, fik vi nedbragt gælden markant og bragt SBS i en situation, hvor aktionærerne realistisk kunne gøre sig forhåbninger om at få et afkast. Flere års ørkenvandring oven på den forfejlede Notox-investering i 2010’erne synes endelig at være slut. 

Avance på DKK 151 mio.  
Salget af SBS Friction er gennemført og afregnet. Salget blev gennemført den 7. januar 2021 for en pris på DKK 300 mio. (enterprise value). Køberen – italienske Brembo – betalte DKK 226 mio. kontant og overtog forpligtelser for resten af beløbet. Vi brugte hele provenuet fra salget til at nedbringe SBS’ gæld, og avancen på ca. DKK 151 mio. sikrede SBS et overskud på bundlinjen i 2021.  

Rusland ændrer forudsætninger
Salget af SBS Automotive til Borg Automotive blev gennemført den 1. juli 2021. Salgsprisen fastsættes og afregnes senest i 2. kvartal 2023 ud fra SBS Automotives driftsresultat (EBITDA) i 2022, justeret for nettorentebærende gæld og arbejdskapital. Den model aftalte vi med køber, fordi SBS Automotive stod til at forbedre sin indtjening og frie pengestrømme i 2022 i takt med, at Covid-19 slap sit tag i markederne, og flere nye salgsinitiativer kunne få effekt. Det ekstra år kunne altså potentielt give en højere pris for virksomheden – og dermed et større nettoprovenu til SBS’ aktionærer. 

Desværre ændrede Ruslands invasion i Ukraine, den 24. februar 2022, alle forudsætninger og prognoser. Rusland stod i 2021 for ca. 20% af SBS Automotives omsætning og driftsindtjening, inklusive det salg til Hviderusland og Ukraine, som gik via Moskva. Efter internationale sanktioner, økonomisk afmatning og krig tegner alt nu til, at SBS Automotives salg til regionen i resten af 2022 falder helt bort. Når et så stort marked pludselig lukker vil det uvægerligt få en stor, negativ effekt på indtjening og pengestrømme.  

Oprindelig estimerede vi salgsprisen til at blive DKK 225 mio., som ville gøre det muligt for SBS at udlodde op til DKK 15,6 pr. aktie til aktionærerne, når vi havde indfriet bank- og leasinggæld, dækket transaktionsomkostninger og afholdt omkostninger til drift og nedlukning. På grund af de drastisk ændrede markedsforhold har vi i marts måned 2022 nedjusteret estimatet til DKK 87 mio. Ved den salgspris vil den estimerede udlodning til aktionærerne næste forår blive mellem DKK 0 og DKK 4,7 pr. aktie, med forbehold for de væsentlige markedsmæssige usikkerheder og følgerne af krigen i Ukraine.   

Organisation skåret til
I forbindelse med frasalget af SBS Friction og SBS Automotive, blev SBS' ledelse og organisation tilpasset for at nedbringe omkostningerne. 

Bestyrelsen er slanket til 4 medlemmer, og SBS’ organisation er skåret ned til 4 medarbejdere med støtte fra eksterne konsulenter. Det er et minimum for at sikre, at SBS opfylder lovgivning og krav til et børsnoteret selskab, kontrol af bankgælden og at salgsaftalen med Borg Automotive effektueres. 

Bedste løsning for aktionærerne
Først om et år – når vi kender SBS Automotives resultater i 2022 – kender vi størrelsen på en udlodning. Vi har ikke lagt os fast på, hvordan udlodningen i givet fald vil ske, men vil i den forbindelse arbejde på at finde den mest optimale løsning for alle interessenter.

Vi afsøger mulighederne, og aktionærerne kan være sikre på to ting: At bestyrelsen vælger det, der er bedst for aktionærerne, og at vi lægger vores anbefaling frem på en generalforsamling, når tiden er inde.